8. december 2023
DAF XD og XF Electric i demonstrationsprogram for langdistancelastbiler med nulemission
DAF XD Electric og DAF XF Electric vil deltage i et program til demonstration af transportløsninger med nulemission over længere afstande med batteridrevne elektriske lastbiler. Initiativet finansieres af den britiske regering og gennemføres i samarbejde med Innovate UK. Programmet "Zero Emission HGV and Infrastructure Demonstrator" vil køre over fem år.
Den britiske regering og Innovate UK – en offentlig organisation, som støtter innovative tiltag – satser på at bruge programmet til både at kickstarte fuldelektrisk langdistancetransport og igangsætte udrulning af en offentlig opladningsinfrastruktur for lastbiler.
Nulemissionslastbiler
DAF XD og XF Electric trækkere vil indgå i et samarbejde med større operatører. Deltagende virksomheder i demonstrationsprogrammet omfatter Maritime Transport, Marks & Spencer, Menzies, Royal Mail og Eddie Stobart.
Demonstrationsprogrammet "Zero Emission HGV and Infrastructure Demonstrator" følger konklusionen fra det seneste forskningsprojekt "Battery Electric Truck Trial" (BETT), hvor 20 DAF LF Electric distributionskøretøjer blev sat i drift hos offentlige instanser, herunder National Health Service (NHS) og lokale myndigheder. Forsøgets positive resultater bekræfter DAF Trucks' førende position som producent af elektriske lastbiler. ¨
"En vigtig mulighed"
Administrerende direktør hos DAF Trucks i Storbritannien, David Kiss, sagde i en kommentar om DAF's deltagelse i programmet: "Regeringens finansiering repræsenterer en vigtig mulighed for at demonstrere og fremme anvendelsen af batteridrevne elektriske lastbiler til langdistancekørsel og i højere vægtklasser. Vores New Generation DAF XD Electric og XF Electric modeller er det ideelle valg til vognparker med driftskapaciteter op til den maksimalt tilladte vogntogsvægt på 42 tons for 5-akslede nulemissionskombinationer i Storbritannien. De tilbyder samtidig en rækkevidde på op til 500 km på en enkelt opladning, og selv ved en 325 kW hurtig opladning er daglig kørsel på 1.000 km muligt."