2. august 2021
DAF udvikler alternativ El-Drift
Forbrændingsmotorens tid er slet ikke forbi, mener DAF Trucks, som ser gode perspektiver i at satse på en decideret brint-motor i stedet for brændselsceller:
DAF Trucks har i løbet af det seneste års tid udviklet og igangsat virkelig test med en XF-trækker, der bliver drevet frem af brint som energikilde. I modsætning til de fleste konkurrenter i lastbilbranchen er DAF dog gået en anden vej i eksperimenterne med at bygge en brint-lastbil. Mens den generelle tendens i udviklingen af brint-lastbiler er at satse på FCEV (brændselscelleteknologi), så er DAF gået mere klassisk til værks – og holdt fast i den gode, gamle forbrændingsmotor.
- Forbrændingsmotoren har en række fordele over for brændselsceller. Med FCEV har du et brændselscelleanlæg, en elmotor og batterier. Det er en meget mere kompliceret installation, siger Ron Borsboom, produktdirektør hos DAF Trucks.
Lad os finde løsningen
- Vi vil bare gerne demonstrere, især i forhold til beslutningstagerne i de nationale europæiske parlamenter, at det vil være meget uklogt at forbyde forbrændingsmotoren, fordi der er en CO2-neutral løsning mulig med en forbrændingsmotor, hvor vi har en stor erfaring og viden, siger Ron Borsboom, der desuden opfordrer politikerne til at overlade det til dem, der har forstand på det, at finde ud af, hvad der er den rette vej frem i forhold til at opnå CO2-neutralitet i transportbranchen.
- Man er nødt til at adskille begreberne energikilde og drivline. Hvis brint bliver fremtidens løsning, så er der forskellige måder at udnytte det på. Og vi mener, at i forhold til faktorer pålidelighed, varmestyring og køreegenskaber, samt fabrikanternes erfaring og viden, så er det her et godt alternativ, siger Ron Borsboom
Alternativ El-drift
- Hvis man tager hele diskussionen om CO2 alvorligt, så skal også strømmen være CO2-neutral. Men lad os antage, at der er nok grøn strøm. Den mest energieffektive brug af denne elektricitet er at putte den i batterier, fordi hvis man laver den om til brint, så er der noget grøn strøm, der går tabt undervejs, siger Ron Borsboom.
- Opladningstiden for elektriske køretøjer er markant, og det har også en indvirking på produktet. Så sammen med el-lastbiler vil vi også tilbyde et alternativ, hvis infrastrukturen stadig hænger efter i fremtiden, og hvis lade tiden fortsat er for lang. Så hvad er det CO2-venlige alternativ til det? Det er brint.
Når aldrig diesel-niveauet
Motoren i DAFs brint-lastbil er som nævnt en ombygget udgave af Paccars 13 liters dieselmotor, som vi i forvejen kender fra DAFs lastbilprogram, hvor den er tilgængelig til CF- og XF-serien. Og det er ikke tilfældigt, at det er den størst mulige motor, der er valgt til brint-prototypen.
- For at få kraft ud af brint som brændstof, har du brug for den størst mulige volumen, siger Ron Borsboom.
Har den samme moment som en dieselmotor?
- Vi arbejder på det. Det er en balancegang, fordi der er ikke den samme energitæthed i den brint, vi arbejder med, som i flydende brændstof. Derfor er det vanskeligt at få samme effekt ud af det, men en mulighed i fremtiden er at tilføre en form hybrid-teknologi til brint-motoren, dedikeret til at give momentet et boost, når der er brug for det.
Hvad er potentialet?
- Afhængig af designet kan rækkevidden være op til 700 km. Men der er stadig noget arbejde at gøre. Målet er at opnå den dobbelte rækkevidde af, hvad man kan få med en tilsvarende elektrisk lastbil, siger Ron Borsboom.
Er DAF de eneste, der arbejder på den her løsning, eller kender I til lignende forsøg?
- Det er som regel sådan, at hvis du er den eneste, så er der to muligheder: Enten er de andre dumme, eller også har du selv overset noget… og ingen af delene er tilfældet. For omkring et år siden var vi nok de første, der begyndte at kigge på den her løsning. Men der foregår meget rundt omkring, og vi ser meget aktivitet på det her område, siger Ron Borsboom.
Forberedt på alt
DAFs brint-lastbil er mere end en prototype. Den kører i test på offentlig vej. Resultaterne indtil videre viser, at der både er potentiale og udfordringer i en brint-lastbil med forbrændingsmotor. Men ikke større udfordringer, end at DAF fortsat tror på perspektiverne i konceptet.
- Hvis vi skal forberede os til fremtiden, kan vi ikke bare fokusere på én energikilde – eller arbejde på én type drivline. Vi er nødt til at være forberedt på alt. Det ser man også på vores nye generation af lastbiler. De er forberedt til at køre på alt, fastslår Ron Borsboom,
- Det her er sjovt! For ingeniør og nørder som os, så er det her det sjoveste, man kan beskæftige sig med. At afprøve nye ting og finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke gør.
- Artikel fra Lastbilmagasinet 20. juli 2021